1.1. Applikationerne MyBosch på hjemmesiden www.bosch-diy.com (efterfølgende sammenfattet til "Applikation") drives af Robert Bosch Power Tools GmbH, Max-Lang-Straße 40-46, 70711 Leinfelden-Echterdingen (efterfølgende "Bosch"). Yderligere oplysninger om udbyderen Bosch findes i webstedets kolofon.
1.2 Bosch har ret til på ethvert tidspunkt at ændre og/eller supplere disse anvendelsesbetingelser samt indholdet af de separat beskrevne ydelser med et passende varsel. Bosch vil i tilfælde af ændringer og/eller supplementer til anvendelsesbetingelserne sende den ændrede udgave af anvendelsesbetingelserne med fremhævelse af ændringerne til den e-mailadresse, som brugeren angav ved registreringen. Hvis brugeren ikke gør indsigelse inden for 6 uger efter modtagelse af den ændrede og/eller supplerede udgave af anvendelsesbetingelserne, gælder dette som brugerens samtykke af de ændrede anvendelsesbetingelsers gyldighed. Bosch forpligter sig til med meddelelsen om ændringen at gøre brugeren opmærksom på følgerne af ikke at gøre indsigelse. Fra det tidspunkt, hvor de ændrede anvendelsesbetingelser træder i kraft, mister alle tidligere udgaver af anvendelsesbetingelserne deres gyldighed. Hvis brugeren ikke accepterer de ændrede anvendelsesbetingelser, bevares aftaleforholdet uændret. Hvis brugeren ikke finder regelsættet i de ændrede anvendelsesbetingelser eller ændringerne i beskrivelsen af ydelserne rimelige, har denne ret til at opsige aftalen med Bosch med omgående virkning.
2.1 Applikationen giver bl.a. den registrerede bruger mulighed for under det tildelte eller selvvalgte brugernavn, i det omfang det er teknisk muligt, at gøre brug af forskellige telemedietjenester. Brugeren kan registrere sine haveredskaber og elværktøjer i applikationen og får, såfremt garantibetingelserne fra Bosch overholdes, en garantiforlængelse på sine Bosch-haveredskaber og -elværktøjer.
3.1. Gennem registreringen oprettes der en aftale mellem brugeren og Bosch om deltagelse og anvendelse af MyBosch-applikationen. Kun myndige brugere må lade sig registrere til applikationen. Det er ikke tilladt for mindreårige og personer, hvis adgangstilladelse er blevet spærret permanent, at blive registreret.
3.2 Registreringsprocessen kræver et eksisterende Bosch-ID eller, hvis et Bosch-ID ikke er til rådighed, registrering af et Bosch-ID med indtastning og bestemmelse af de nødvendige adgangsoplysninger.
Når registreringen er udført korrekt, sender Robert Bosch GmbH en e-mail til brugeren med et bekræftelseslink på den e-mailadresse, som brugeren har angivet i forbindelse med registreringsprocessen. I denne e-mail findes også igen de Almindelige forretningsbetingelser samt retningslinjen fra Robert Bosch GmbH om beskyttelse af personlige oplysninger i tekstudgave. Aftalebetingelserne opbevares af Robert Bosch GmbH.
3.3 Når brugeren er blevet registreret korrekt med Bosch-ID, overføres de påkrævede oplysninger for registreringen fra kontoen til applikationen. I applikationen skal brugeren acceptere disse anvendelsesbetingelser for applikationen fra Bosch.IO GmbH. Først efter dette er registreringen i appen afsluttet korrekt. I appen kan brugeren angive yderligere brugeroplysninger i sin brugerprofil, som f.eks. navn, adresse osv. Disse oplysninger er ikke obligatoriske. Obligatoriske oplysninger er mærket med en *. Aftalebetingelserne opbevares af Bosch.
Brugeren erklærer, at alle oplysninger, som han har angivet under registreringen, er korrekte og komplette. Brugeren har pligt til straks at meddele Bosch ændringer i sine brugeroplysninger ved at opdatere sine profiloplysninger.
3.3. Alle brugere må kun lade sig registrere med ét brugernavn. Flere registreringer kan medføre udelukkelse af brugeren fra applikationen.
4.1. Brugeren forpligter sig til at holde de nødvendige adgangsoplysninger og adgangskoden til brug for adgang til applikationen hemmelige og straks skriftligt give besked til Bosch, hvis tredjepart får kendskab til brugeroplysningerne og/eller brugerens adgangskode. Brugeren hæfter for skader, der skyldes tredjeparts anvendelse, medmindre brugeren ikke er skyld i dette.
4.2. Hvis brugeren har overladt adgangsoplysninger og/eller adgangskoden til tredjepart, er Bosch berettiget til midlertidigt eller permanent at spærre brugerens adgang iht. stk. 5.1, eller med omgående virkning at opsige aftaleforholdet med brugeren, slette registreringen af brugeren og fremtidigt udelukke brugeren fra yderligere anvendelse af applikationen.
5.1. Bosch kan spærre en brugers adgang til applikationen midlertidigt eller permanent, hvis den pågældende bruger i forbindelse med sin deltagelse i applikationen overtræder eller har overtrådt disse anvendelsesbetingelser eller gældende lovgivning, eller hvis Bosch har en yderligere, berettiget interesse i spærringen. En yderligere, berettiget interesse foreligger især, hvis en bruger gentagne gange og i ikke uvæsentlig grad forstyrrer diskussionerne i applikationen eller overtræder deltagelsesbetingelserne i forbindelse med konkurrencer eller produkttests. Bosch respekterer brugerens berettigede interesser i forbindelse med spørgsmålet om og hvor længe, en bruger spærres.
5.2 Afhængigt af Bosch's vurdering kan en bruger før en spærring i første omgang også blive advaret med en personlig meddelelse. Ved afgørelsen tager Bosch hensyn til brugernes berettigede interesser.
5.3. I tilfælde af en midlertidig eller permanent spærring spærrer Bosch brugerens adgangstilladelse til applikationen og informerer brugeren om dette via e-mail.
5.4. I tilfælde af en midlertidig spærring genaktiverer Bosch adgangstilladelsen, når den meddelte spærretid er udløbet. En permanent spærret adgangstilladelse kan ikke genaktiveres.
6.1. Bosch hæfter kun ubegrænset over for brugeren for skader, som skyldes forsætlig eller groft uagtsom overtrædelse af aftalepligter, der påhviler Bosch, samt ved livsfarlige skader, personskader og helbredsskader. Hvad angår mindre eller grov uagtsom forsømmelse af pligter, hvis opfyldelse kun muliggøres gennem korrekt gennemførelse af aftalen, og som kunden regelmæssigt i særlig grad må kunne stole på (væsentlige aftalepligter/kardinalpligter), er Bosch's ansvar begrænset til forudselige og typisk forekommende skader. Frem for alt hæfter Bosch ikke for nogen form for følgeskader, mistet indtjening eller andre rent økonomiske skader. I øvrigt er ansvar for simpel og grov uagtsomhed udelukket. Et eventuelt foreliggende ansvar, der påhviler Bosch iht. produktansvarsloven eller ved overtagelse af garantier, forbliver uberørt af dette.
6.2. Ovenstående ansvarsbegrænsninger gælder også i tilfælde af pligtforsømmelser fra Bosch's juridiske repræsentanters eller medhjælperes side. I det omfang ansvar fra Bosch's side er udelukket på baggrund af ovenstående forskrifter, gælder dette også for Bosch's medarbejderes og medhjælperes personlige ansvar.
7.1. Denne aftale indgås på ubestemt tid. Brugeren og Bosch er på ethvert tidspunkt berettiget til skriftligt at opsige aftaleforholdet om anvendelse af applikationen uden at oplyse om årsagen. For at give brugeren tilstrækkelig lejlighed til at sikkerhedskopiere de data, han har gemt i applikationen, har Bosch kun ret til en sådan opsigelse med en opsigelsesfrist på fire (4) uger fra afsendelsen af e-mailen med opsigelsen.
7.2. Endvidere har Bosch til enhver tid ret til helt eller delvist at opsige anvendelsesforholdet uden varsel, hvis Bosch også er berettiget til en permanent spærring iht. stk. 5 i disse anvendelsesbetingelser (ekstraordinær opsigelse). En advarsel iht. stk. 5.2 er i dette tilfælde ikke nødvendig.
Bosch er berettiget til at overdrage denne aftale til en virksomhed (§§ 15 ff. AktG (den tyske aktielov) tilknyttet Robert Bosch GmbH. Bosch informerer rettidigt brugeren på en egnet måde om en sådan aftaleoverdragelse. Brugeren har i tilfælde af aftaleoverdragelse en særlig opsigelsesret, som skal meddeles Bosch skriftligt med en frist på fire (4) uger fra meddelelsen om aftaleoverdragelsen. Opsigelsen træder i kraft med omgående virkning, dog senest fra tidspunktet for kontraktoverdragelsen.
9.1. Bosch er ikke forpligtet til at sørge for, at applikationen (helt eller delvist) permanent er til rådighed. Bosch tilstræber dog så vidt muligt at sørge for, at applikationen permanent er til rådighed. Især kan vedligeholdelses-, sikkerheds- og overbelastningsforhold samt hændelser, der ligger uden for Bosch's magt (f.eks. strømsvigt, force majeure, forstyrrelser af offentlige kommunikationsnetværk osv.), medføre kortvarige forstyrrelser eller midlertidig indstilling af applikationens tjenester (helt eller delvist).
9.2. Aftaleforholdene mellem parterne er omfattet af Forbundsrepublikken Tysklands lovgivning. Hvis kunden er forbruger, gælder dette lovvalg kun i det omfang, kunden ikke fratages den ydede beskyttelse gennem ufravigelige bestemmelser i lovgivningen i den stat, hvori kunden har sit normale opholdssted (princippet om anvendelse af den gunstigste bestemmelse). FN's konvention om internationale løsørekøb (CISG) finder ikke anvendelse.
9.3. Hvis enkelte bestemmelser i disse anvendelsesbetingelser er eller bliver ugyldige eller ufuldstændige, berøres de øvrige bestemmelsers gyldighed ikke af dette.
9.4. Hvis brugeren er erhvervsdrivende iht. § 14 BGB (lovbog for tysk civillovgivning), juridisk person inden for offentlig ret eller offentlig-retlig særformue, er eneste værneting for alle retstvister fra eller i forbindelse med disse anvendelsesbetingelser Stuttgart, Tyskland. Det samme gælder, hvis en bruger ikke har generelt værneting i Tyskland, eller bopæl eller normalt opholdssted er ukendt på tidspunktet for sagsanlægget.
9.5 Brugeren er ikke berettiget til helt eller delvist at undlade at opfylde sine forpligtelser i disse anvendelsesbetingelser uden forudgående skriftlig accept fra Bosch, som ikke må nægtes uden begrundelse.
Den Europæiske Kommission stiller en platform til rådighed for onlinetvistbilæggelse. Denne platform skal fungere som kontaktsted for udenretslig bilæggelse af tvister, der vedrører de aftalemæssige forpligtelser i onlinekøbsaftaler og onlineserviceydelsesaftaler. Platformen er tilgængelig på adressen http://ec.europa.eu/consumers/odr/.
Bosch er ikke forpligtet til at deltage i en tvistbilæggelsesproces ved et organ for forbrugere til bilæggelse af tvister og har besluttet ikke frivilligt at ville deltage i en sådan proces.
Robert Bosch Power Tools GmbH
Version: November 2019